Renovering af sommerhus: Giv dit sommerhus nyt liv

0 min. læsning
Renoveret sommerhus med trævægge, moderne køkken og åbent design
Er dit sommerhus lidt træt og nedslidt? Her får du gode renoveringsidéer, der giver dit sommerhus et friskt pust.
Sommerhuset er et behageligt sted, hvor du kan få et afbræk fra hverdagen. Selv om dit sommerhus udfylder denne funktion, har du måske alligevel en følelse af, at der er behov for modernisering. Det kunne være et rent æstetisk løft, eller måske er der elementer i fritidshusets funktionalitet, du vil forbedre. Måske vil du have ekstra sovepladser, et mere moderne køkken eller en bedre forbindelse mellem inde- og udelivet. En renovering eller ombygning kan både skabe større glæde ved at opholde sig i sommerhuset og øge husets værdi og salgspris.
Vigtigt at huske:

Du kan skabe et harmonisk udtryk, hvis du renoverer i tråd med sommerhusets oprindelige æstetiske udtryk.

Det er vigtigt at lægge en detaljeret plan for dit renoveringsprojekt, så du ikke overstiger dit budget eller bruger unødvendigt meget tid på projektet.

Ovenlysvinduer kan give dit sommerhus en tættere forbindelse mellem inde- og udelivet.

Et sommerhus i Sandby, Sverige. Arkitekt Johan Sundberg Arkitekten.

Planlægning af sommerhusrenovering

Det er vigtigt at lægge en plan for din renovering. Dels for at du får størst mulig glæde af det opfriskede fritidshus, og dels for at udgifterne til renoveringen holder sig inden for dit økonomiske råderum og budget. Her får du et overblik over, hvordan du planlægger din istandsættelse optimalt.

Overvej dine behov

Det er en stor hjælp at samle en liste over de idéer til renovering, som du eller familien har. Gennemgå efterfølgende listen for at se, hvilke ønsker der er essentielle, og hvilke der kun skal inkluderes, hvis der er luft i budgettet. På den måde bliver det nemmere at sortere i idéerne, hvis dine indhentede tilbud overstiger dit planlagte budget.

Du kan tage udgangspunkt i denne tjekliste, når du planlægger renoveringen af dit sommerhus:

  • Er der brug for mere plads i sommerhuset? Kan det løses ved at nytænke husets layout? Eller er der brug for en ombygning eller tilbygning?
  • Trænger dit køkken til renovering eller udskiftning? Hvis du planlægger at bygge nyt køkken, kan du også overveje, om dit nuværende køkken er placeret optimalt i huset, eller om det ville være en idé at flytte det.
  • Er der behov for at modernisere dit badeværelse?
  • Er rørføringen og elinstallationerne i huset i god stand, eller er der brug for udskiftning?
  • Er taget i god stand, eller trænger det til reparation/udskiftning?
  • Er der brug for ekstra isolering i sommerhuset?
  • Er der nok dagslys i sommerhuset? Ville det være attraktivt at skabe en mere luftig fornemmelse ved at montere ovenlysvinduer?
  • Er der gamle møbler i dit sommerhus, som kan friskes op med slibning eller maling, så du kan forlænge brugsværdien?
  • Hvad er dit budget til renoveringen? Har du brug for et lån? Er der i så fald friværdi i sommerhuset, som lånet kan baseres på?
  • Har du brug for hjælp fra en arkitekt, en ingeniør eller håndværkere?
  • Er der brug for at indhente byggetilladelse i forbindelse med renoveringen?
  • Hvornår vil det passe bedst ind i din tidsplan at få istandsættelsen udført?

Læg et grundigt budget

Sørg for at lægge et detaljeret budget for din renovering, så du ved, at du holder dig inden for realistiske økonomiske rammer. Hvis din renovering kræver arkitekt-, ingeniør- eller håndværkerassistance, er det en god idé at indhente tilbud et par forskellige steder, så du får et godt overblik over de forventede udgifter og en god pris. Afsæt et beløb på mindst 15 % af byggebudgettet til uforudsete udgifter, så du kan føle dig sikker på, at du kommer i land med projektet.

Saml det rette hold til renoveringen

Hvis du er god til gør-det-selv-projekter og kun planlægger begrænset renovering, som ikke kræver indgreb i husets konstruktion – fx et lag maling eller nye gulvlister – kan du måske klare opgaven selv. Men hvis der er tale om større indgreb, der fx medfører omlægning af el- eller VVS-installationer, får du brug for professionel hjælp. De fleste vælger et fritidshus i betragtelig afstand fra deres helårsbolig, så du kan sandsynligvis ikke bruge håndværkere/byggefirmaer fra din hjemegn, som du har forudgående erfaringer med. Det er derfor en god idé at rådføre dig med andre sommerhusejere i området eller andre lokale, der ved, hvilke af de lokale firmaer du kan sætte sin lid til i forhold til kvalitet og pris.
Lad os hjælpe med at opgradere dine vinduerStart her

Modernisér, men bevar den oprindelige stil, når du renoverer

Selv om dit sommerhus trænger til modernisering, bør du tænke den oprindelige stil ind i projektet. Hvis du laver meget moderne indgreb i et hus af ældre dato, kan du ende med et usammenhængende helhedsindtryk. Hvis du derimod går nænsomt til værks og moderniserer med respekt for sommerhusets oprindelige æstetik, kan du skabe et flot samlet udtryk, hvor nyt og gammelt mødes i skøn forening.

En god fremgangsmåde, når du vil modernisere med respekt for sommerhusets oprindelige stil, er at se på dine sommerhusmøbler med friske øjne. Træmøbler kan ofte friskes op med en slibning eller et lag maling i en indbydende farve. Og hvis du mangler nye møbler i dit renoverede fritidshus, kan loppemarkeder ofte være en guldgrube, hvor du fx kan være heldig at finde en stol eller en reol med masser af karakter, som kan underbygge den afslappede stemning i sommerhuset.

Fotograf: EBK Huse A/S

Skab lysere og luftigere rum med ovenlysvinduer

Vi bruger i højere og højere grad vores sommerhuse hele året. I sommerhuse af ældre dato har fokus hovedsageligt været på anvendelse i sommerhalvåret, og det har derfor ikke været en prioritet, at interiøret også skulle fremstå lyst og indbydende i vintermånederne. Ovenlysvinduer kan give et kraftigt tilskud af naturligt dagslys og på den måde skabe en lys og behagelig stemning i de mørkere måneder og på gråvejrsdage om sommeren. Du får en flot udsigt til træerne og himlen omkring dig, og hvis du monterer ovenlysvinduer på badeværelset, kan du få fornemmelsen af at bade under åben himmel.

I dansk sommerhusbyggeri er der ofte loft til kip. Det betyder, at der er nem adgang til taget, og at ovenlysvinduer derfor kan monteres, uden at der skal bygges en skakt under vinduet. Hvis du har store vinduespartier i facaden, kan ovenlysvinduer skabe en mere harmonisk rumfornemmelse. Når lyset strømmer ind ad de store facadevinduer, kan kontrasten mod personer eller møbler give indtryk af et mørkt interiør. Men hvis der også kommer lys ind fra et ovenlysvindue længere inde i rummet, vil øjnene opfatte rummets belysning mere ensartet, så der bliver en mindre skarp kontrast mellem inde og ude.

Hvis du planlægger at lave en tilbygning til sommerhuset, kan ovenlysvinduer spille en ekstra vigtig rolle. En udvidelse af sommerhusets areal indebærer som regel, at du inddrager dele af ydervæggen, hvor huset tidligere fik dagslys fra facadevinduer. Det gør det endnu vigtigere at trække dagslyset helt ind i bygningen, så den oprindelige del af fritidshuset ikke ender med at have en dunkel fornemmelse.

Hvis du går nænsomt til værks og moderniserer med respekt for sommerhusets oprindelige æstetik, kan du skabe et flot samlet udtryk, hvor nyt og gammelt mødes i skøn forening.

Skab harmoni mellem inde og ude

Vi tager ofte i sommerhus for at komme i tættere kontakt med naturen. Når du renoverer dit fritidshus, er det derfor en god idé at tage højde for forbindelsesleddene mellem inde- og udelivet. Terrasser er et meget håndgribeligt bindeled til udelivet, og det kan skabe et enkelt og roligt udtryk at have terrasser på flere sider af sommerhuset eller måske som bindeled mellem det primære hus og et anneks.

Køkkenet er et andet naturligt kontaktpunkt mellem inde- og udelivet i sommerhuset. Det er praktisk at placere køkkenet tæt på en udgang til haven, så det er let at lufte ud, og du nemt kan træde ud og klippe et bundt persille eller purløg i urtehaven. Hvis du vil styrke den rustikke madlavningsoplevelse, kan du bygge et simpelt udekøkken, hvor du kan tilberede en lækker ret, mens du nyder kontakten med naturen.

Arkitekt: Bornstein Lyckefors Arkitekter AB Fotograf: Carl Axel Bejre

Frisk luft og ventilation: ovenlysvinduers funktionelle fordele

Ovenlysvinduer spiller ligesom terrasser og udekøkkener en vigtig rolle i forhold til at styrke forbindelsen mellem inde- og udelivet. Men hvor terrassen og udekøkkenet primært tilfører værdi i sommerhalvåret, giver ovenlysvinduerne en tæt kontakt med træerne og himlen, der holder hele året. Velplacerede ovenlysvinduer kan hente dagslys helt ind i fritidshusets kerne og sørge for, at interiøret føles lyst og harmonisk – selv på en gråvejrsdag i november.

Ud over at lysne dit interiør giver ovenlysvinduer også bedre ventilation i sommerhuset. På varme sommerdage kan ovenlysvinduer lukke overskudsvarmen ud, så det er behageligt at opholde sig i huset. Hvis du har hems, kan et ovenlysvindue afskaffe den lidt klaustrofobiske følelse af at ligge helt oppe under loftet, og muligheden for at åbne vinduet om natten kan skabe en dejlig sval soveplads.

Fra design til installationDrømmer du om mere dagslys og frisk luft? Og er du usikker på hvilke vinduer og løsninger, der er bedst til dit hjem? Kontakt os nu og få gratis rådgivning eller hjælp til installation.

Ofte stillede spørgsmål om renovering af sommerhus

Er det dyrt at renovere et sommerhus?

Hvis du bare vil male i lysere farver eller udskifte et par køkkenelementer, bliver dine renoveringsudgifter begrænsede. Hvis du vil have ekstra soveværelser eller montere helt nyt køkken eller badeværelse, bliver det mere kostbart. Det er vigtigt at lægge et realistisk budget for renoveringen. Hvis der er friværdi i dit sommerhus, kan det være en mulighed at finansiere dit byggeprojekt ved at belåne den.

Hvordan renoverer jeg et sommerhus?

Lav først en prioriteret ønskeliste over ændringer, du gerne vil lave i sommerhuset. Overvej, om du selv kan klare de ønskede ændringer, eller om du får brug for professionel hjælp. Indhent tilbud fra et par forskellige firmaer, og læg et realistisk budget for projektet. Tag under hele processen højde for sommerhusets oprindelige stil, så moderniseringen ikke skaber et usammenhængende udtryk. Kort sagt, renover dit sommerhus for at realisere dine ønsker men læg en realistisk plan, så du kommer i mål med projektet.

Hvordan påvirker ovenlysvinduer rummets atmosfære og udseende i et sommerhus?

Ovenlysvinduer trækker dagslyset længere ind i sommerhuset og kan på den måde skabe mere luftige, lyse rum med en fornemmelse af mere plads. Ovenlysvinduer kan skabe tættere kontakt med verden udenfor ved at give udblik til himlen og træerne omkring dig. Indeklimaet i huset kan også påvirkes positivt af ovenlysvinduer, fordi de effektivt kan lukke overskudsvarme ud og skabe øget luftcirkulation gennem husets øvrige vinduer.

Forfatter

VELUX Editorial team

Del

Læs relaterede artikler

Tilbygning til sommerhus: Udvid dit sommereventyr med mere plads
Lær om tilbygning til dit sommerhus og få praktiske tips til planlægning og design. Skab mere plads til sommerens glæder til hele familien,
Læs hele artiklen
Guide: Sådan designer du med dagslys i dit hjem
Lær, hvordan du indretter din bolig med naturligt lys. Få tips til vinduets placering, rummets funktionalitet, boligens omgivelser og meget mere. Læs mere her.
Læs hele artiklen
Øg værdien af din bolig
Lær hvordan du øger din husværdi gennem smarte boligforbedringer og opdag, hvordan ovenlysvinduer kan bidrage til en højere salgspris.
Læs hele artiklen