Hvornår skal du ansøge om en byggetilladelse?

0 min. læsning
Guide til byggetilladelser

Går du med byggeplaner, og er du usikker på, om du skal søge om byggetilladelse? Læs om, hvilke byggeprojekter der kræver byggetilladelse, og hvordan du ansøger.

Hvad er en byggetilladelse, og hvornår er det nødvendigt at søge?

Hvis du går med planer om et byggeprojekt, er der stor sandsynlighed for, at du skal indhente byggetilladelse hos kommunen, før du kan gå i gang med arbejdet. Ved at godkende din ansøgning bekræfter kommunen, at dit projekt overholder de gældende regler for fx isolering, areal og brandsikkerhed, og at særlige bestemmelser i lokalplanen for dit boligområde også overholdes.

Som hovedregel skal du søge om byggetilladelse, hvis dit byggeprojekt medfører, at du udvider dit boligareal. Det gælder ikke kun, hvis du laver en decideret tilbygning, men også, hvis du for eksempel inddrager et tidligere erhvervslokale som en del af din bolig eller omdanner et loftrum til værelser.

Hvis dit hus er registreret som bevaringsværdigt, er der strengere regler for, hvilke ændringer du kan lave, og du skal derfor ofte søge om byggetilladelse, selv om der er tale om mindre renoveringer. Endelig kan der være særlige servitutter for din grund eller bestemmelser i lokalplanen, som du via din byggetilladelse kan søge om dispensation for.

Hvis dit projekt indebærer, at dele af din bygning skal rives ned, skal du være opmærksom på, at du også skal indhente tilladelse til nedrivning. Hvis dit projekt ikke kræver byggetilladelse, skal du være opmærksom på, at du stadig skal indberette ændringerne på din grund til BBR-registeret.

 

Byggetilladelse til tilbygninger

De fleste typer tilbygninger kræver, at du søger om byggetilladelse, fordi du udvider boligarealet.

Du skal bl.a. søge om byggetilladelse, hvis du planlægger disse typer tilbygning:

  • Ny førstesal eller udnyttelse af tagetage til beboelse.
  • Kvist
  • Udestue
  • Anneks
  • Havepavillon
  • Garage, skur eller lignende, hvor det samlede areal af ”sekundære bygninger” overstiger 50 m2.

Før og efter udnyttelse af tag-etage til beboelse.

Hvilke tilbygninger kræver ikke byggetilladelse?

Hvis din tilbygning er såkaldt "sekundært byggeri", kræver byggeriet muligvis ikke byggetilladelse. Sekundært byggeri er en betegnelse for bygninger på grunden, som ikke er en del af den primære bolig, og som ikke må anvendes til beboelse eller længerevarende ophold. Til kategorien sekundært byggeri hører for eksempel skure, drivhuse, overdækkede terrasser, garager, carporte og legehuse. Selv hvis de sekundære bygninger ikke kræver byggetilladelse, skal de dog stadig overholde bygningsreglementet, bestemmelser i lokalplaner og eventuelle servitutter.

Hvis det samlede areal af sekundære bygninger overstiger 50 m2, skal du søge om byggetilladelse. Du skal også søge om byggetilladelse, hvis den sekundære bygning er integreret i det eksisterende byggeri. 

Byggetilladelse til renovering og ombygning

Hvis du planlægger at renovere eller ombygge din bolig, skal du være opmærksom på, om du i forbindelse med dit projekt ændrer boligarealet eller ændrer anvendelsen af dele af boligen i betragtelig grad.

Du skal bl.a. søge om byggetilladelse, hvis du planlægger disse typer renovering eller ombygning:

  • Inddragelse af tagetage - enten som boligareal eller loft til kip.
  • Ændring af anvendelsen af rum - fx ændring af erhvervslokale til beboelse.
  • Ændring af have-/udestue i form af åbning mod bolig eller etablering af opvarmning.
  • Hvis du bor i lejlighed eller etageejendom - ændring af lejlighedens konstruktion, fx ændring af bærende væg eller hul til ny dør.
 

Jysk familie etablerede ovenlys (3i1 ovenlysvindue) på førstesalen og skabte et helt nyt, lyst rum.

Hvilke renoveringer og ombygninger kræver ikke byggetilladelse?

Hvis du planlægger en ombygning eller renovering i dit hus, der ikke ændrer på boligarealet, er der en god chance for, at du ikke behøver at søge byggetilladelse.

Du kan i de fleste tilfælde udføre de følgende ombygninger/ændringer i enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og sommerhuse uden at søge om byggetilladelse:

  • Etablering af ovenlys.
  • Etablering af større vinduespartier og døre i facaden.
  • Udskiftning af vinduer.
  • Sammenlægning af rum for at få opholdsplads i forbindelse med køkken.
  • Sammenlægning af badeværelse og gæstetoilet.
  • Sammenlægning af opholdsrum.
  • Opdeling af rum.
  • Nedlæggelse af gang og entré med henblik på inddragelse i for eksempel opholdsrum.
  • Nedlæggelse af bryggers med henblik på inddragelse i for eksempel badeværelse.
Få gratis rådgivning og hjælp til installationStart her

Ansøgningsprocessen: Sådan søger du om en byggetilladelse

Du kan hurtigt ansøge om byggetilladelse online via det digitale system Byg og Miljø. Her logger du ind med NemID/MitID og angiver de nødvendige oplysninger om dit projekt. Det vil i løbet af ansøgningsprocessen fremgå, hvilke oplysninger og dokumenter din ansøgning skal indeholde. Ansøgningen kan ikke indsendes, før alle påkrævede oplysninger er inkluderet.

Der er forskellige krav til din ansøgning om byggetilladelse, alt efter dit projekts type og omfang. Ansøgningen skal dog typisk indeholde disse elementer:

  • Plantegning med bygningens mål og indretning.
  • Situationsplan, der viser, hvor dit planlagte nybyggeri skal ligge, og hvor eksisterende bygninger ligger.
  • Facadetegninger af bygningen set fra nord, syd, øst og vest.
  • Tværsnit med højder og dimensioner.
  • Hvis din ansøgning handler om ombygning: Information om eksisterende byggeri og fremtidigt byggeri.
  • Dokumentation for overholdelse af byggeret - ift. højdegrænser, byggelinjer, afstand til skel og bebyggelsesprocent.
  • Information om installationer, materialer og konstruktioner.
  • Forsikringsoplysninger
  • Ansøgning om dispensation, hvis projektet ikke overholder alle bestemmelser i lokalplan eller bygningsreglementet.

Det varierer fra kommune til kommune, hvor lang tid ansøgningsprocessen tager. I nogle kommuner kan det i stille perioder være muligt at behandle ansøgningen på få dage. Omvendt kan det i andre kommuner i travle perioder tage flere måneder. Hvis der mangler information i din ansøgning, eller du i forbindelse med ansøgningen søger om en dispensation, medfører det længere behandlingstid. Du kan følge status for din ansøgning hos Byg og Miljø.

Når byggeriet er færdigt, skal du indsende færdigmelding og teknisk dokumentation, så du kan få tilladelse til at tage bygningen i brug. Den relevante dokumentation kan for eksempel være statiske beregninger, energimærke, brandforhold, information fra landinspektør og/eller evt. terrænregulering.

Du kan selv stå for tegningerne til din ansøgning om byggetilladelse, men hvis du ikke har forudgående erfaring med planlægning af byggeri, er det en god idé at få assistance fra en arkitekt eller en anden byggesagkyndig. Ved at indhente professionel hjælp kan du sikre, at al relevant information er inkluderet, og derved undgå forsinkelser i behandlingen af din ansøgning om byggetilladelse.

Vigtigt at huske

  • Mange byggeprojekter kræver, at du søger om byggetilladelse hos kommunen.
  • Du ansøger om byggetilladelse online hos Byg og Miljø.
  • Det er en god idé at få en arkitekt eller anden byggesagkyndig til at hjælpe med din ansøgning om byggetilladelse.
 

"Du kan selv stå for tegningerne til din ansøgning om byggetilladelse, men hvis du ikke har forudgående erfaring med planlægning af byggeri, er det en god idé at få assistance fra en arkitekt eller en anden byggesagkyndig."

Ofte stillede spørgsmål om byggetilladelser

Hvad er en byggetilladelse, og hvorfor er det nødvendigt?

En byggetilladelse er en tilladelse, som kommunen kan give dig, når du gerne vil bygge nyt, bygge til, renovere eller rive noget ned. Byggetilladelsen er vigtig, fordi kommunen gennem ansøgningsprocessen kan sikre, at dit byggeprojekt overholder de gældende love, for eksempel i forhold til brandsikkerhed, bygningshøjde, afstand til andre bygninger eller skel, areal, konstruktioner og isolering. Der kan også være særlige bestemmelser i lokalplaner, som byggetilladelsen er garant for, at du overholder.

Skal jeg have en byggetilladelse, hvis jeg vil bygge en mindre tilbygning?

Hvis dit byggeprojekt på nogen måde udvider boligarealet, kræver det byggetilladelse. Så selv hvis du laver en mindre ændring som en kvist, skal du stadig søge om byggetilladelse. Hvis din tilbygning er en såkaldt "sekundær bygning", der ikke er beregnet til beboelse - for eksempel et skur, en carport eller et legehus - og det samlede areal af sekundære bygninger ikke overstiger 50 m2, kræves der som regel ikke byggetilladelse, såfremt bygningsreglementet, lokalplanen og evt. servitutter i øvrigt overholdes.

Hvordan ansøger jeg om en byggetilladelse, og hvor lang tid tager det?

Du ansøger om byggetilladelse online via det digitale system Byg og Miljø. Behandlingstiden afhænger af, hvilken kommune du ansøger i, hvor komplekst dit byggeprojekt er, og om du indsender ansøgningen i en travl periode. Besvarelsestiden kan derfor variere fra få dage til flere måneder.

Kan jeg starte mit byggeprojekt, mens jeg venter på byggetilladelsen?

Hvis dit byggeprojekt kræver byggetilladelse, er det vigtigt, at du har fået tilladelsen, før du begynder at bygge. Hvis du påbegynder byggeprojektet, og din ansøgning om byggetilladelse efterfølgende bliver afslået, eller du får at vide, at der skal foretages ændringer i byggeplanerne, før der kan gives tilladelse, kan du ende med at skulle rive det allerede byggede ned.

Hvad sker der, hvis jeg ikke har en byggetilladelse, men alligevel bygger?

Det kan få meget alvorlige konsekvenser, hvis du bygger uden først at indhente en påkrævet byggetilladelse. I værste fald kan du blive tvunget til at rive byggeriet eller dele af det ned. Det er før sket, at en boligejer er blevet pålagt at rive et nyopført hus helt eller delvist ned. Så det er virkelig vigtigt at have byggetilladelsen på plads, før du går i gang med byggeriet.

Læs relaterede artikler

Bæredygtighed
VELUX ovenlysvinduer kan skabe et bedre og sundere indeklima for kommende generationer. De er fremstillet til at holde i lang tid og er lavet af certificeret træ. Vi vil reducere vores CO2-fodaftryk - fra måden, vi indkøber materialer og styrer vores drift på, til de produkter, vi leverer til vores kunder. Vi har opstillet ambitiøse mål for at reducere vores CO2-udledning og går skridtet videre fra vores værdikæde og finansierer skovprojekter, der opfanger, hvad der svarer til hele den historiske udledning fra vores driftsaktiviteter. ​
Læs hele artiklen
Øg værdien af din bolig
Lær hvordan du øger din husværdi gennem smarte boligforbedringer og opdag, hvordan ovenlysvinduer kan bidrage til en højere salgspris.
Læs hele artiklen
Renovering af murermestervilla: Historisk charme og nyt liv
Inspiration til renovering af din murermestervilla med bevaring af dens unikke charme. Opdag, hvordan du skaber en harmonisk balance mellem fortid og nutid.
Læs hele artiklen
Renovering af sommerhus: Giv dit sommerhus nyt liv
Få inspiration til sommerhusrenovering med ovenlysvinduer. Lær, hvordan naturligt lys og ventilation kan forvandle dit sommerhus til en lys og luftig oase.
Læs hele artiklen
Tilbygning til sommerhus: Udvid dit sommereventyr med mere plads
Lær om tilbygning til dit sommerhus og få praktiske tips til planlægning og design. Skab mere plads til sommerens glæder til hele familien,
Læs hele artiklen